Havebænke


Mange gedigne havebænke bliver, når alderen trykker og vedligeholdelsen halter, gemt lidt væk i et mindre synligt hjørne af haven, for sidenhen at blive kørt helt om bag ved sammen med udrangerede haveredskaber, gamle fliser og andre overflødige rester.


IMange har dog solide støbejernsstel og rygge med smukke mønstre, så det alene er træværket, der er helt ødelagt. De kan relativt nemt blive som nye og atter blive til gavn og glæde i haven eller terrassen, hvor de også pynter.


Jeg synes det er synd at gedigne havebænke, som sagtens kan renoveres, blot kasseres, går helt i opløsning eller køres på lossepladsen.


Renovering

Der findes mange smukke gamle møbler, som ikke altid bliver brugt eller opbevaret korrekt. De bliver slidt og medtaget af tidens tand, fugt og skiftende temperaturer. Efter et stykke tid ser de ikke særligt præsentable ud og bliver kasseret.

Mange af disse møbler er fremragende håndværk og med lidt kærlig renovering kan de blive pæne og nyttige igen.

Møbler


I tidens løb er der blevet restaureret en del møbler, som stammer fra den ældre del af familien. Møbler som har stor affektionsværdi for os, og som vi ønsker at bevare for eftertiden..


I de senere år er børnebørnene blevet så store, at de ældste er flyttet hjemmefra, og de næste er på vej. En nem og billig måde at etablere sig er at gå på jagt efter møbler i de efterhånden mange genbrugsbutikker, og da ældre møbler, især af teaktræ, er højeste mode blandt de unge, kan det ikke være mere oplagt.

De fleste af disse genbrugsmøbler trænger til en større eller mindre kærlig hånd, og så er det jo godt, at morfars garage kan træde hjælpende til.

Da oldemor blev ældre og ikke var så mobil længere, lavede oldefar - som var snedker og møllebygger - denne toiletstol til hende. Den overlevede gennem alle årene, og blev for nogle år siden renoveret og ombetrukket. Den har fra starten af ikke stået i lyst træ, men har været bejdset mørk og lakeret.

Ærø-stolen

Faster Marthas gamle stol, som hun altid sad i, er kommet til ære og værdighed igen. Dele af den, blandt andet armlænene, var meget slidte, så efter nænsom  slibning måtte den delvist ombejdses. Til slut blev den lakeret.

En lille kommode fra et af børnebørnene. Den trængte til en kærlig hånd på overfladerne og den hang mildest talt med skuffen.

Skuffen blev limet, overfladerne fik en nænsom slibning med efterfølgende voksbehandling.

Nu kan kommoden atter pynte og være til gavn på pigeværelset.

Denne side anvender cookies. Ved at trykke på 'Godkend' og fortsætte accepterer du anvendelsen heraf. This website uses cookies. By clicking 'Godkend' you agree to our use of cookies.

Godkend